MINENKOMMANDO DÄNEMARK.
Den Tyske minerydning i Danmark 1945-47.
I de sidste par år af besættelsen nedlagde den tyske værnemagt rundt om i Danmark ca. 1.500.000 landminer – dels panserminer og dels personelminer. I forhold til hvad der blev nedlagt af miner i andre af de besatte lande, er dette tal ret lille.
De fleste af minefelterne var kortlagte på minekort ved krigsafslutningen. På minekortene fremgik det praktisk talt, hvor hver enkelt mine var placeret. Dette gjaldt i hvert fald for almindelige minefelter, hvor hver enkelt type blev holdt for sig og som regel udlagt efter linjer.
I de såkaldte strøminefelter var sagen en ganske anden. Her var minerne blandet og ikke fastlagt i noget bestemt mønster. Disse felter var yderst vanskelige at rydde, og flere af dem blev faktisk ikke ryddet helt, før for få år siden. Blandt andet på Skallingen ved Esbjerg. I flere af de minefelter, der blev anlagt i specielt kystområderne, var rydningen også blevet kraftigt vanskeliggjort af blandt andet sandflugt og oversvømmelser.
Fra den 11. maj 1945 og 4 ½ måned frem blev der optaget ca. 1.402.000 miner i Danmark og tyskerne havde derved et tab på 149 dræbte, 165 hårdt og 167 let sårede (og med let sårede kunne menes et tab af en arm eller et ben !) ud af en indsat styrke på ca. 2600 mand. Der blev under hele rydningen kun såret tre danske kontrollanter i alt. Der har flere gange i de senere år været røster fremme om, at det var særdeles hensynsløst og ulovligt, at lade tyske krigsfanger rydde disse felter efter krigen.
Hovedparten af de tyske minører var frivillige, og det bør i den henseende ses på, hvad alternativet ville have været, hvis denne opgave ikke var blevet udført dengang. Så ville tabet af menneskeliv have været blevet betydeligt højere, og ikke mindst ville flere danske civilpersoner være omkommet.
Allerede før befrielsen havde de allierede planlagt, at de minefelter, der var i de besatte områder, deriblandt i Danmark, skulle ryddes af tyskernes egne minører. Dette blev besluttet af to årsager.
- Man anså opgaven for at være alt for farlig at udføre for uøvede folk, som ikke havde kendskab til de benyttede minetyper og tyskernes udlægningsmetoder.
- Med det antal udlagte miner, som tyskerne havde nået. at udlægge, ville opgaven, hvis det var de allierede, der skulle udføre den, have taget adskillige år mere.Minerydningen i Danmark blev foretaget af Minekommando Dänemark, som blev oprettet til lejligheden efter befrielsen. De tyske mineryddere arbejdede under tysk ledelse og dansk kontrol. Efter at et felt var blevet erklæret renset, skulle minerydderene stille op på række for enden af det nu rensede felt. Derefter skulle de vandre hen over feltet, både for at sikre ”seriøsiteten” i arbejdet med at optage minerne, men også for at sikre at der ikke blev ”glemt” miner i feltet.Hvis der var tale om et minefelt med panserminer, kørtes der, bagefter rydningen, kontrolkørsel på kryds og tværs hen over feltet i en eller flere af tyskernes medbragte kampvogne. Ved store pansermine felter var disse kampvogne, ofte for at øge køretøjets kontrolbredde og for at dække ”gabet” mellem bælterne, efterspændt to eller tre store tromler. Disse var først blevet lavet i beton, men de gik for nemt i stykker og der blev derfor lavet flere ekstra sæt ståltromler ved Varde stålværk. Hver tromle vejede i alt 320 kg. Diameteren var 40 cm. Længden 35 cm. Tromlerne blev monteret to og to eller enkeltvis på en trækstang, som kunne efterspændes kampvognene.Panserminerydningen blev ofte en del forsinket, da de tyske panserkøretøjer, som var blevet tildelt rydningsholdene af englænderne, var meget udslidte, og de gik derfor ofte i stykker. Reservedele til køretøjerne var ofte yderst vanskelige at fremskaffe. Et andet problem var, at de også ofte sad fast i sumpede, eller tilsandede minefelter. Derefter måtte de trækkes fri af andre køretøjer.Ved kontrolkørsel i panserminefelter skete der i alt ca. 15 sprængninger under kampvogne og to under halvbæltevogne. Kampvognene fik ofte kun bælterne og enkelte vejhjul rykket af, men ellers var der ingen personskade. Ved halvbæltevognene dræbtes føreren af begge vogne og flere passagerer blev hårdt sårede.
Rydningen foregår ved, at man først finder de afmærkningspæle, som dem, der engang lagde feltet, havde udsat. Dernæst udmåltes afstande og grader til hjørnet af det udlagte felt. Dette står på et detaljeret oversigtskort, det såkaldt Minenplan – Minekort. Når det hele er målt ud, har man de ydre rammer af feltet. På mineskitsen, som er vedlagt mine-oversigtskortet kan man se, hvor de enkelte miner er placeret i feltet.
Hvis minerne stikker et godt stykke op over jorden, som for eksempel personelminen ”Stockmine” er det ikke et problem, men i områder med evt. flyvesand, højt græs, oversvømmelser osv. kan det være nemmere sagt end gjort. På mine-skitsen er der også markeret, hvilke minetyper det drejer sig om, hvis det er et blandet felt og med afkrydsning af hvilke miner, der evt. er sikret mod optagelse med lureminering. Det vil sige, at minen kan være forbundet med tænder, som udløser minenautomatisk, hvis nogen forsøger at flytte eller løfte den.
Efter at de ydre rammer er fastlagt, er der nu kun det hårde arbejde tilbage. Minørerne må nu bevæge sig på række eller enkeltvis gennem hele feltet og med stor forsigtighed. Hvis minerne er begravet, bruger man en såkaldt minesonde (et 2 m. langt tyndt metalspyd med et træhåndtag monteret i enden), som man forsigtigt prikker med i jorden foran sig, indtil minen er lokaliseret. Man havde også minesøgere, men hovedparten af de tyske personelminer indeholdt meget lidt eller slet intet metal og så kan en almindelig minesøger ikke anvendes. Flere af panserminerne var desuden også bygget i træ og disse kunne også kun yderst dårligt spores med en af datidens minesøgere.
Når minen er lokaliseret, skrabes jorden forsigtigt væk, så man kan se minen. Hvis minen nu vurderes til at være sikker nok til at den kan demonteres. bliver den demonteret og ellers bortsprænges den på stedet. Når alle miner er optaget, gennemføres den førnævnte kontrol, med gennemgang eller kørsel af feltet.
Hvis minefeltet ikke kunne ryddes eller der var usikkerhed om at alle miner var blevet fjernet tilfredsstillende, blev feltet indhegnet med et kraftigt pigtrådshegn og skilte med et dødningehoved og teksten ”livsfare miner” opsat på hegnet med 2 m. mellemrum. På det hvide skilt var ordet livsfare malet med rødt, dødningehovedet og teksten miner med sort. Skiltet var i træ og målte 35 x 50 cm. Tyskerne var påklædningsmæssig en særdels blandet flok da disse kom fra alle tre værn De danske kontrolofficerer som ledsagede minerydningsholdene var hovedsagligt i engelske uniformer med et rødt bånd med påskriften “Dansk Minekontrol” på venstre overarm. Køretøjer var med hvid skrift påmalet ordene “Minenkommando” foran og bagpå alle køretøjerne, inkl. kampvogne. I de første måneder efter befrilsen bar de involverede tyskere desuden på venstre overarm et hvidt armbind med teksten “Minenkommando Dänemark” i sort. Et skilt med samme tekst blev sat i forruden på alle hjulkøretøjer.